5
en ubeskrivelig Følelse af Nøgenhed; maaskee var det derfra, denne uendelige Kuldegysen skrev sig. I Begyndelsen troede jeg mig uforandret den samme. Men jeg var kun en Skygge af, hvad jeg havde været. Øjet, som saae, Tænderne, som klapprede, vare ikke til, ligesaa lidt som nogen af mit Legems øvrige Dele. Jeg var kun en Skygge, afklædt, ikke indtil Skindet, men lige indtil Hjerteroden. Det var derfor just ikke noget Under, at jeg frøs, ikke heller, at jeg følte mig nøgen. Men hvor stærk end denne sidste Fornemmelse var, saa bluedes jeg dog ikke.
Men grændseløs elendig følte jeg mig. Hele mit Mandsmod, hvoraf jeg engang havde været saa stolt, havde forladt mig. I Verden plejer Man at kalde et Menneske af den allerelendigste Art en Pjalt. Ak, jeg var meget, meget mindre end en Pjalt. Medens Man i Verden udentvivl med stor Pomp og Pragt holdt min Liigbegængelse, holdt jeg, fattig, nøgen og over al Forestilling elendig, mit Indtog i Helvede. Medens Præsten i en salvelsesfuld Tale priste mig salig, erklærede, at jeg nu ikke havde nogen Nød mere, at Himmerige havde aabnet sig for mig, kort sagt, spenderede alle de Herligheder paa mig, som ved saadanne Lejligheder faaes for saa godt Kjøb, sad jeg allerede midt i Helvedes Pine. O vee, vee, tusindfold vee!
Jeg foer frem. Var det Jord, eller hvad var det, jeg traadte paa? Det var ligesom Svampe under mine Fødder. En forunderlig Brolægning! Var det
