Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

6

maaskee de gode Forsætter, hvormed Helvedes Forgaard siges at være brolagt? En uforklarlig, modbydelig Fornemmelse havde jeg deraf. Men min Fremgang hindrede det dog ikke. Jeg gik, jeg svævede, jeg foer afsted, hvorledes eller hvor hastig, veed jeg ikke, frem igjennem Taagen og Mørket eller hvad det nu var, Langt borte, maaskee var det tusinde Mile borte, saae jeg en Lysning. Efter den rettede jeg instinktmæssig min Fart. Taagen syntes at lette sig lidt efter lidt. Maaskee var det kun en Indbildning, begrundet i de forskjellige Syner, som nu efterhaanden fremgik for mit Blik. Jeg saae ligesom Skyggebilleder af Borge, Huse, Paladser hist og her træde frem af Taagen. Nogle Gange forekom det mig endog, som om jeg i min blinde Hast foer lige lukt igjennem een af disse fabelagtige Bygninger. Jeg saae ogsaa spøgelseagtige Menneskefantomer, først kun enkelte, men snart flere og flere. Jeg forfærdedes, skjøndt jeg vel vidste, at de vare hverken meer eller mindre end Væsner af min egen Art. Pludselig saae jeg mig omgiven af en heel Flok af dem. Jeg flyede i bævende Angst, og undgik den ene Flok for at falde i Hænderne paa en anden lignende. Jeg siger: i Hænderne; thi de slede og reve i mig, skjøndt jeg som Skygge Intet mærkede til deres Greb, og stræbte forgjæves at holde mig fast imellem sig. Imidlertid snakkede og skrege de alle i Munden paa hverandre. Men, hvilke Røster! De løde i mit Øre som en svag Knirken eller Skratten. I min Angst udstødte jeg selv