Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

7

et Skrig, og hørte den samme kummerlige, afskyelige Lyd. Sammenblandede vare disse Stemmer sletikke til at forstaa. Dog troede jeg at skjelne disse Ord, hyppig gjentagne: — Hvorfra? — og — Hvad Nyt? — O, jeg Stakkel! Kunde jeg vel være oplagt til at fortælle Nyt? Og det var ikke Spørgsmaalet: — hvorfra —, hvoraf jeg var opfyldt, men det usalige Spørgsmaal: — hvorhen? —

Heldigviis var der andre Elendige paa samme Vej og under samme Vilkaar som jeg. Medens de omstrejfende Bander gjorde Jagt paa disse, lykkedes det mig at undslippe. Jeg foer frem, ikke legemlig, men aandelig forpustet, indtil jeg fandt et eensomt Sted, hvor jeg atter kunde samle mig. Ak, samle, hvad var der vel mere at samle og holde tilraade med? Jeg var jo fortabt, og lod mig aldrig finde eller samle mere! Jeg sank hen, overvældet af hvad jeg leed, og gav mig til at gruble over min Elendighed. — Saa var jeg altsaa i de Dødes Rige, i Helvede og i Pine! Ja, i Pine, større, end det lod sig udsige! — At det dog skulde komme dertil med mig! Hvorfor havde jeg dog ogsaa ladet staa til imellem Tro og Vantro, mellem Himmel og Helvede, lige indtil det Sidste? Nogle Maaneder, ja, nogle Uger forinden havde det maaskee endnu været Tid at bøje af, at gaa i mig selv, for at undfly en saa forfærdelig Skjæbne. Men jeg styrtede mig blindthen deri, — og fortjente ikke bedre.

I denne sidste Forestilling følte jeg en vis bitter