165
været til at forudsee, at det snart maatte komme saaledes. Ikke alene, at mine Kræfter med Alderen toge af, men hans Kræfter toge hastig til. Ikke desto mindre krænkede og ærgrede det mig dybt, og jeg kunde ikke tilgive ham det. Men, Hvo kan forklare det, paa samme Tid var jeg dog inderlig stolt af ham, fuld af lidenskabelig øm Beundring!
Dette Nag, jeg saaledes uretfærdig bar til ham, skulde dog desværre blive ligesom retfærdiggjort, da han tilsidst stak mig ud hos det unge Fruentimmer, jeg tilsidst havde kastet mine Øjne paa. Det var Mere, end min Kjærlighed til ham kunde fordrage.
Vil han komme? Jeg tør neppe tvivle derom. Han hører mig til, og jeg er i Helvede. Da vil jeg faa hiint brændende Spørgsmaal besvaret, hvormed jeg gik udaf Verden, og som heri Helvede uafladelig svier mig for Hjertet. Men tør jeg ønske at faa det besvaret? Ofte kommer der en skrækkelig Anelse over mig, som om Svaret maatte indeholde noget Forfærdeligt. Men lad være, — skulde jeg end derved ligesom i een Dosis indtage al Helvedes Pine, — jeg vil og maa have det Spørgsmaal besvaret: — Hvad havde han at aabenbare mig? —
