Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/194

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

180

— Hvad kan jeg være for Dig og hende, Otto? — Hun er din Moder, og Du er hendes Søn. Men hvad er jeg? I Virkeligheden hører jeg Eder sletikke til. I fandt mig, og toge mig op; det er det Hele. —

— Hvad Du er? Først og fremmest er Du min lille søde Veninde, som jeg ikke vilde miste, om Man gav mig et Kongerige istedet. Er Du ikke? —

— Veninde, ja, hvad er det? — yttrede hun efter en Pause hen for sig selv, ligesom drømmende.

— En Veninde, det skal jeg sige Dig. Det er et lille ømt og kjærligt Væsen, som har givet En ikke alene sit Hjerte, men sit Liv, som Intet heller vil end bære alle Ens Sorger, som kan bringe En til at smile, naar Man er bedrøvet, og til andre Tider næsten bringe En til at græde af Glæde. En Veninde, en rigtig Veninde er den største Skat, som findes paa Jorden. —

Lili saae forbauset paa mig. — Jeg forstaaer Dig ikke. — sagde hun.

— Det gjør heller ikke Noget. Engang vil Du nok komme til at forstaa det. Men strax spørger jeg Dig, vil Du være min lille søde Veninde? —

Hun betænkte sig. Endelig opløftede hun sit smukke lille Hoved, saae mig alvorlig ind i Øjnene og sagde frimodig:

— Ja, jeg vil være din Veninde; saa er jeg dog Noget. —

— Ja, Mere, end Du selv veed af, Lili. — svarede jeg.