192
Min Moder — unægtelig elskede jeg hende; jeg elsker hende jo endnu. Af min ganske Sjæl maatte jeg beundre hende. Ikke uden Grund saae jeg op til hende som en Undtagelse fra Menneskenes Mængde, som et Mønster for sit Kjøn, et sandt Fuldkommenhedens Billed. Aldrig gjorde hun, hvad Uret var; intet Ord undslap hende, som hun havde Grund til at fortryde. Ingen kunde beskylde hende for nogen Pligtforsømmelse, endikke for noget Brud paa Anstanden. From og god havde hun stedse og overalt baade Guds og Menneskenes Lov for Øjne.
Ja, jeg elskede hende. Men, ganske oprigtig talt, der var noget vist Kjøligt i denne Kjærlighed, en vis Mangel paa Aand og Flamme. Det var ikke alene Egenkjærligheden, dette maatte tilskrives, Egenkjærligheden, som ogsaa i dette Forhold var Principet i min Hengivelse. Udentvivl havde det fornemlig sin Grund i den Tvang, hun udøvede over mig, fra tidlig til sildig Alder. Og denne Tvang udøvede hun netop ikraft af sin Fuldkommenhed. Pligt, Ret, Anstand, som hun altid uden Sky kunde paaberaabe, sig, vare ligesaa mange Pæle i mit Kjød, hvorved hun fængslede mig til hvilkensomhelst Plet, hun vilde. Vistnok var det kun en moralsk Magt og for saavidt berettiget; men ligefuldt havde den noget Kvælende, for ej at sige, Dræbende ved sig. Det vilde have været bedre, om hun i det Hele kun simpelthen havde beraabt sig paa Kjærligheden. Men hendes Kjærlighed til mig, frygter jeg for, saa stor den
