191
nedbrudt, som om Man havde lidt alle Kjedsomheds Kvaler i Aar og Dag. Men ikke desto mindre maa Man til sin Tid derind igjen, enten Man vil eller ikke, og paany lade alle sine Sandser udspile og anspænde, fortumle og forvirre, uden en Skygge af Nydelse og Tilfredstillelse. Vort Tivoli heri Helvede er, som Du nok forstaaer, kun et Slags Tugthuus, beregnet paa at drive Morskaben ud, tilligemed Lysten, Letsindigheden, Kaadheden. Og det lykkes tilfulde. Hvor sukke ikke de engang saa arbejdssky Sjæle nu efter en Smule Arbejde! De vilde betragte selv det nedrigste, skammeligste Arbejde, endog Slavearbejde, som den største Velsignelse. Men — Natten er kommen, da Ingen længer kan arbejde.
Jeg maa heri Helvede gjøre mig selv mange
Spørgsmaal, deriblandt dette: — Har Du overhovedet
nogensinde elsket? — Jeg er kommen til det sørgelige
Resultat, at jeg aldrig har vidst, hvad Kjærlighed er.
Min Barndom kan herved ikke komme i Betragtning;
Barndommens Følelser ere ligesaa ubestemmelige, som de
ere inderlige. Altsaa gjælder det kun min modne Alder.
Her maa der nu først ligesom slaaes en Streg over Alt,
hvad der kun var Begjærlighed og Brynde, dernæst over
Alt, hvad der kun var reen Egenkjærlighed. Saa bliver
der kun saare lidt tilbage. I det Højeste kan der blive
Tale om Kjærligheden til min Moder, Lili og
Martin.
