9
i konvulsiviske Anstrengelser for at komme til at græde, for blot at faa denne eneste Taare frem. Hele mit Væsen oprørtes og bævede under denne Kamp og kvalfulde Anstrengelse.
En Stemme tiltalte mig, og jeg foer ivejret. Det var en ganske ung Kvinde, som stod for mig med et lille Barn i Favnen.
— O, lad det være; det er forgjæves! — sagde hun blidt og inderlig. Dog laa Blidhedens Udtryk mere i hendes Træk og Miner end i hendes Stemme: — Jeg har saa ofte selv forsøgt derpaa; men det nytter Intet. Her findes ingen Vanddraabe mere, ikke heller nogen Taare. —
Jeg følte kun altfor tydelig, at hun talte Sandhed. Engang kunde jeg have grædt; men da vilde jeg ikke. Nu vilde jeg græde, men kunde ikke.
Hun satte sig hos mig, med Barnet paa sit Skjød. Ubeskriveligt var det Udtryk af Ømhed, blandet med Smerte, hvormed hun betragtede det. Det syntes at være et nyfødt Foster, der enten sletikke eller kun ganske kort havde seet Livet.
Efter et Ophold henvendte hun sig atter til mig; men det var ikke længer mig, det var Barnet, som beskjæftigede hende:
— Ikke sandt, — sagde hun: — Barnet lever? Det er ikke dødt, fordi det ligger saa stille og lukker Øjnene! —
Jeg meente rigtignok, at det maatte være dødt;
