10
men jeg nænnede ikke at bedrøve den arme Skabning, og svarede derfor: — Jeg tænker, det sover vel; smaa Børn pleje jo at sove meget. —
— Javist, det sover. — svarede den unge Kvinde, og gav sig til sagte at vugge Barnet paa sine Knæ.
Men jeg var ligesom faren tilbage i mig selv, forskrækket over min egen Stemme, som jeg nu første Gang hørte i artikulerede Toner.
— Man sagde, at jeg havde dræbt mit Barn, mit eget Barn. — vedblev Kvinden: — Ikke sandt, det er en vanvittig Tale? Hvorledes skulde vel en Moder kunne tage sit Barn afdage? —
Og hun trykkede Barnet til sit Bryst med en krampagtig Inderlighed.
Jeg kunde ikke udholde det længer, men foer afsted. Og dog, jeg fandt en vis Lise ved at føle mig optagen af en fremmed Smerte istedetfor min egen. Men fra denne Smerte kunde jeg fly, og derfor flyede jeg. Fra min egen Smerte kunde jeg ikke flygte.
Jeg foer atter frem, ufravendt imod Lysningen i
det Fjerne. Det var, som om en magisk Magt drog
mig i denne Retning. Vel bebygget og vel befolket var
Taagelandet, hvor jeg kom frem. Underlige fantastiske
Syner havde jeg overalt, af en uendelig Afvexling; men
der var Skygger altsammen: Skygger af Mennesker,
Skygger af Ting. Meget forfærdede mig, Alting voldte
mig Pine; dog begyndte jeg lidt efter lidt at finde
