Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/232

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

218

endda ikke det Værste. Men derom lad mig tie! Der gives Ting, om hvilke der sletikke lader sig tale.


At der gives Tiggere heri Helvede, forstaaer sig af sig selv. Men nylig stødte jeg paa nogle af de mærkeligste Tiggere, jeg i mit Liv har kjendt, eller rettere, de stødte paa mig, og jeg var nær aldrig bleven af med dem. Det vilde være Dig umuligt at gjætte, hvad deres Trygleri gik ud paa. Paa intet Mindre end — min Daab! Paa den ynkværdigste Maade bade de mig om, dog at lade dem faa min Daab; det kunde jeg jo sagtens, da jeg nu sletingen Brug havde for den. — Jo ærgerligere jeg blev, desto ydmygere, men ogsaa desto mere paatrængende blev deres Begjæring, og de lode sig paa ingen Maade afvise. At jeg dog tilsidst kom af med dem, skyldte jeg alene den heldige Omstændighed, at et mere lovende Bytte faldt dem i Hænderne.

Disse Tiggere, de elendigste, jeg har seet, — det er tvivlsomt, om Du vil kunne tro mig — ere Missionærer! Jeg veed ikke, om Du har hørt, paa hvilken forretningsmæssig Maade den hellige Mission hist og her drives i Verden. Det er en formelig Jagt paa Hedninger, endog Parforcejagt, navnlig paa de Smaa, som kun have korte Been og ikke kunne værge sig. Ved dette Missionsvæsen er Lærdommen kun en Biting; det er en altfor møjsomlig Vej, den anviser. Daaben er Alt; det gjælder kun om at finde Lejlighed til at øse Vand over saa mange Hoveder, som muligt. Saa mange