Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/248

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

234

og skjælvende paa alle Lemmer stod den Kjække: — Men det ligner jo — — er — er det ikke Erik? —

— Hvad mener I, ædle Herre? — spurgte Soldaten studsende: — Som I veed, var det jo Kong Erik, som blev myrdet, og — — —

— Ja, ja — — ErikErik Glipping! — stønnede Ridderen, og tvang sig atter til Ro: — Det var — det var kun en taabelig Indbildning. —

— Javist, kun en Indbildning. — bekræftede en svær Person i Kredsen, øjensynlig en tydsk Landseknægt: — Det er hverken Erik eller Abel. Paa min Ære, det er ingen Anden end Johan af Schwaben! —

Kains Staldbroder, som Talen er om, har aldrig navngivet sig hverken som den Ene eller den Anden. — bemærkede en gammelagtig Mandsling med en lærd og vigtig Mine: — Det er notorisk. —

— Der gives altsaa ogsaa navnløse Personer i Helvede? — spurgte jeg.

— Hvorfor ikke? — lød Svaret: — Anonymiteten er hellig, og maa respekteres saavel i Helvede som i Verden. —

— Nok, nok! — afbrød Ridderen os utaalmodig og spodsk, idet han hørte op med at bide i Knappen paa sit Sværdhefte: — Lad os faa Slutningen paa Abels Historie, inden vort Selskab bliver altfor blandet! —

Soldaten tog da igjen tilorde:

— Skjøndt jordfæstet med en dygtig Egepæl