Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/250

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

236

— For ikke længe siden stod jeg ved Danevirke med Fædrelandets gamle Fjender overfor mig. — vedblev Soldaten: —— Det var sidste Gang, der skulde kæmpes for Landets ældgamle Grændse, eller rettere, den skulde tilsidst uden Sværdslag opgives. Det var en frygtelig Tid. Ikke alene Kong Abel, men alle onde Aander syntes at være slupne løs dernede. I Virkeligheden er største Delen af de politiske Ulykker, som siden Abels Tid ere komne over Danmark, udgaaede fra den fortydskede Deel af Sønderjylland. Brodermordet synes at have efterladt en blivende Forbandelse. Abels Aand spøger i Befolkningen med de frækkeste Rænker, som Løgn og Forræderi kunne opfinde, med brodermorderiske Idrætter. Nu nylig synes Abel endelig igjen at have triumferet, ikraft af Tydskhed og Djævelskab. Forræderiet og Brodermordet synes atter fuldkommen at være lykkedes. Danmark ligger nede, ligesom engang den fromme Kong Erik, blødende, døende, med Haanden opløftet, ligesom for at tage Himlen til Vidne. Men — Enden er ikke endda! — Kong Abel, husk paa Hjulmandens Øxe! —

Hvorledes Kong Abel i kortere og længere Mellemrum huserer i den sydlige Deel af Sønderjylland, derom veed især den menige Mand Meget at fortælle. Fiskerne, som ved Nattetid passe deres Dont paa Slien, høre med Forfærdelse de underligste Lyd fra Landet. Det er, som om et uhyggeligt Væsen af overnaturlig Art idet Skjulte fulgte med Baadene langsmed Bredden.