Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/251

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

237

Nu et Hyl, nu en Rallen, allehaande gyselige Støn og Veeraab betegne dets Vej. Undertiden viser Spøgeriet sig, oftest som en sort Skygge, der i uhyrlig Skikkelse og Længde strækker sig ud over Vandet, uden dog nogensinde at naa et klart blaaligt Lys, der stille glider bort foran den henover Bølgerne. Det forstaaer sig af sig selv, at Fiskerne aldrig sejle efter dette Lys, og vel vogte sig for at komme ind i den sorte Skygge.

Ved Mysunde, det smalleste Sted paa Slien, ligger en mægtig Steen ude i Vandet, som ved sædvanlig Vandstand netop holder sig over Bølgerne. Denne Steen betegner nøjagtig det Sted, hvor Kong Eriks Liig blev styrtet i Floden. Paa denne Steen have Fiskerne mangen Gang seet en mørk, uformelig Skikkelse sidde sammenkrøben, lydløst ragende med en spids Pæl i Vandet. Det er let at forstaa, at aldrig Nogen har vovet at forstyrre den stille Fisker.

Vandreren, som ved Nattetid gaaer over Heden, oplevet stundom ikke mindre forunderlige Ting. Idet han skrider frem under een af disse mægtige Kæmpehøje, der overalt, men især i Hedeegnene, karakterisere Sønderjylland som Landet med de mange og store ældgamle Minder, — idet Vandreren skrider hen under een af disse Kæmpe-Gravhøje, ruller en Steen ned og bringer ham til at snuble. Han seer ivejret, og øjner oppe paa Højen en mørk Skikkelse, siddende med Haanden under Kind. Den vilde ikke være til at see, hvis den ikke i sit dybe Mørke tegnede sig af paa den forholds-