Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/252

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

238

viis lyse Himmel. Ingen Bevægelse forraader et levende Væsen; et frygteligt Liv forraader derimod et Par Øjne, der ere saa klare som gloende, gnistrende Kul. Vee den arme Vandrer, hvis han standser, tvivlraadig eller forfærdet bliver staaende blot et Øjeblik! Han vil aldrig mere komme til at gaa over Heden. Men Kong Abel bliver siddende paa Højen indtil Morgenhanegal, og udgrunder onde, giftige Planer, som han, skjøndt selv død, ved Djævelens Kunst forstaaer at skjænke Liv i deres Hjerter, som i Tusindviis slumre omkring ham.

Men Abel er en urolig Aand. Endnu oftere seer Man ham fare over Heden paa en fnysende Ganger. Han selv er sort, Hesten skinnende hvid; et Kobbel sorte Hunde følger ham efter. Det er, som om hvidlige Flammer brøde frem af Gangerens Næseboer og under dens Hove. Man paastaaer ogsaa, at Man længe efter tydelig kan forfølge Gjenfærdets Vej over Heden. Hvert Sted, hvor Gangeren har sat sin Hop, findes Lyngen afsveden og forkullet. Naar Kong Abel da paa sin Vej kommer til en eenlig Gaard, standser han hyppig, ikke for at lade sin Ganger puste ud, men for selv at puste ud, af sit onde Hjertes overstrømmende Fylde. Om han blot finder nok saa lille en Aabning, han behøver ikke Mere. Han puster ind derigjennem med en Magt, saa at Vinduer og Døre springe op igjennem Huset. Næste Morgen seer Alting ud som sædvanlig. Men Huset er ikke længer det samme. Kong Abels