239
Aand og Iid er forbleven derinde. Endog Folk af reent dansk Blod og med dansk Tunge føle, ikraft af Abels Aand, med et tydsk Hjerte, forglemmende Fader, Moder, Tradition, Fædreland og Ære, — Alt, hvad der ellers plejer at være Mennesket dyrebart.
— — Saa farer Kong Abel videre, over Stok og Steen, til nye Bedrifter. I een Nat har han Ærinde vel hundrede Steder. Paa de forskjellige Strøg har han visse, bestemte Gjennemgange. Der er saaledes mere end een Gaard, hvor Man aldrig tør lukke Portene; thi Spøgeriet maa have fri Fart derigjennem. Ere Portene tilfældigviis lukkede, blive de voldsomt sprængte, og Folkene ere glade, naar der ikke skeer anden Ulykke.
Det er dog ikke blot gjennem de øde og eensomme Egne, at Kong Abel saaledes færdes ved Nattetid. Der gives neppe nogen By, som han ikke ved Lejlighed er kommen igjennem Paa sin vilde Jagt. Naar han da nærmer sig, tude alle Byens Hunde i ynkelige, uheldvarslende Toner; Kvæget brøler og river sig løs i Staldene. Da veed Bonden, hvad der er paafærde, slaaer Kors for sig under Dynen og kryber dybere ned i Fjerene. Og det slaaer neppe fejl, at Man jo den næste Morgen hører tale om een eller anden Ulykke i Byen. —
Fortælleren taug. Stille sade vi en Stund hos hverandre. Ikke maa Du dog forestille Dig, at det var ifølge hiin uhyggelige Følelse, som Du saa ofte har havt i Verden, naar der en Aftenstund blev Tale om
