Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/254

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

240

Spøgeri. Den Følelse kjende vi her sletikke til. Forklaringen ligger nær: vi ere jo igrunden alle Spøgelser. I alt Fald er Helvedes Pine, hvori vi befinde os, ti tusinde Gange værre end Alverdens Spøgeri. Nej, det, som havde grebet os saa dybt, var Erindringen, den levende Erindring om Verden og Livet.

Det var Soldaten, der igjen brød Stilheden, idet han sagde:

— En saadan elendig Ende tog det med den store Kong Valdemars tre Sønner. Erik blev ynkelig myrdet, ifølge Historiens og Sognets overeensstemmende Vidnesbyrd, paa sin egen Broders Foranstaltning. Abel fandt en skammelig og elendig Død paa Flugten under en Bondes hævnende Øxe. Christofer blev, ifølge Sagnet, forgiven i en Hostie. Og alt dette gik for sig i Løbet af ni Aar. —

— Hvorfor tager Du ikke Christofers Søn og Efterfølger med? — lod en ny Stemme sig høre iblandt os: — Blev ikke ogsaa Erik Glipping ynkelig myrdet? —

Jeg saae ivejret. Den Fremmede kjendte jeg ikke. Men da jeg saae mig om efter Ridderen, var han forsvunden.