Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/273

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

259

Ja, hende var det. De samme regelmæssig skjønne Træk, den samme yppig yndige Skabning; men, skjøndt let at gjenkjende, dog en ganske anden. O, hvor forandret! Vistnok de samme Træk, men hvor vanheldede, hvor sørgelig nedværdigede! Lidenskaben, Lasten, Fortvivlelsen havde hver for sig indristet hendes Levnetsløb deri. Hun syntes mange Aar ældre, og maaskee laa der dog kun faa Aar mellem hendes Fald og hendes Død. Og hendes Død — jeg kunde ikke tvivle derom — var bleven Fortvivlelsens Død i Bølgerne.

Jeg gruede og bævede som en Misdæder ved det pludselige Syn af Skafottet. Det var mit Værk, denne nedværdigede, fortabte, — engang saa smukke og ædle Skabning! Jeg var ligesom sønderknust, jeg laa ligesom paa Stejle og Hjul under det frygtelige Ansvar.

Der sad hun, vexelviis vridende sine Klæder og sit lange Haar; til en Forandring vred hun ogsaa nu og da sine Hænder. Men jeg vred mig ogsaa, under de grusomme Bid af min Samvittighed.

Saa sad hun en Stund ganske stille og lod Suk følge paa Suk. O, hvilke Sukke! Den fulde Barm hævede sig og sank, som om den skulde sprænges.

Først tænkte jeg paa at fly; det var mig, som om et Ord fra hendes Mund maatte kunne dræbe mig. Men jeg veed ikke, hvilken Raptus der greb mig; pludselig styrtede jeg frem for at træffe sammen med hende.

Da først blev hun mig vaer. Hun foer ivejret,