14
stillinger. Kun Eet var ikke nogen blot Forestilling, men fuldkommen Virkelighed; det var den frygtelige Drift, som tvang disse Skygge- og Vrængebilleder af Mennesker til nu at gjøre efter i Aanden og for et Synd Skyld, hvad de engang havde gjort for ramme Alvor i Kjødet, Værten til at holde en liderlig Knejpe, Gjæsterne til at spille og drikke og bande og føre ublu Tale. Med Fortvivlelse i Hjertet maatte de give sig Skin af en overstadig Lystighed. Det var rædsomt, ja mere end rædsomt.
Jeg saae nedad mig selv. Denne Dragt, jeg bar, ikke istand til at bedække, endsige til at varme, var heller ikke Andet end et Gjøgleri af min Tanke. — Bort, bort! — lød det i mit Indre. — Fly fra mig selv, o gid jeg kunde! Men jeg Elendige kunde i det Højeste kun fly fra Slobrokken, som ingen Slobrok var. — Saa bort da idet Mindste med alle taabelige Forestillinger! — Ud foer jeg af mit Skinhylster, og gav mig atter paa Flugten i min nøgne Usselhed. Men en dæmonisk Latter, liig den fjerne Lyd af hæse Frøers Kvækken, lød efter mig.
Hvor længe jeg, en hvileløs Aand, flakkede om og
foer frem, skal jeg ikke kunne sige. Var der en Tid
heri Helvede, vilde den naturligviis være indbildt
ligesom alt Andet. Meget oplevede jeg paa denne min
Fart. — Du maa holde mig tilgode, at jeg som død
Mand taler om at leve. Det er ogsaa en Indbildning,
