15
og det først og fremmest; jeg veed det retvel. — Meget oplevede jeg, og i en Hast gjorde jeg en Mængde, ikke nyttige, men desværre nødvendige Erfaringer.
Lysningen var uafbrudt mit Maal. Men lidt efter lidt troede jeg at mærke, at den tog af. Først tænkte jeg, det var en Skuffelse; men snart kunde jeg ikke længer tvivle. Lyset tog virkelig af. Tilsidst var der kun en svag Dæmring tilbage; om lidt vilde det uden Tvivl blive bælgmørkt.
Saa elendig, jeg var, — Hvo skulde tro det? — kunde jeg dog endnu yderligere lade mig forknytte. Jeg krøb sammen i mig selv, saa langt, som muligt, fra de Dødes befærdede Verden. I Verdensmennesker ville sagtens tænke, at Adspredelse ogsaa maa gjøre os godt heri de Dødes Rige. O, I Lykkelige, lykkelige i al Eders Trængsel, Sorg og Vee, I tale, som I have Forstand til! Her gjør Intet godt. Ikke heller kan der være Tale om nogen Adspredelse. Enhver hænger kun efter Sit, og Alt, hvad han oplevet, fører ham kun tilbage til hans Eget, med en ny Vægt af Angst, Bedrøvelse og Pine. Med Adspredelsen, kjære Ven, denne Eders stadige, ofte usalige Tilflugt, er det forbi, saasnart I have lukket Eders Øjne.
Hvorledes et Menneske her kan krybe sammen i sig selv, jammerlig og fortabt, derom have I intet Begreb, og det kan heller ikke forklares Eder. Nok er det, jeg havde siddet saaledes længe, liig Tudsen i sin Krog, da min Opmærksomhed pludselig blev vakt ved et dybt Suk,
