274
vi den lifligste Sommer. Lili sad med Skjødet fuldt af Roser og Myrther, som hun havde plukket. Hun sad i Tanker og ligesom legede med dem, idet hun samlede og igjen lod dem falde, flettede dem i hinanden og igjen opløste dem. Hun ligesom kun badede sine smukke Hænder i disse friske Roser og Myrther. Min Sjæl ligesom brændte i mig. Det var jo Blomster til en Brudekrands, hun saa eftertænksom legede med! Jeg havde ondt ved ikke at gribe disse smukke Hænder og bedække dem med mine Kys. Dog — det havde ingen Fare. Det var, som om der altid var en Engel mellem mig og hende.
— Hvad tænker Du paa, — Lili? — spurgte jeg med bævende Røst.
— Jeg tænker paa den fattige, mørke Urserndal hiinsides Bjerget. — svarede hun med blid Ro; og mit Hjerte begyndte strax at slaa roligere Slag: — Og idet jeg tænker paa den, bliver Alting her omkring mig endnu dejligere, ja henrykkende dejligt. Idet jeg føler det nærværende Øjebliks Herlighed, velsignet jeg den Time, jeg tilbragte hiinsides Bjerget i Mørke, Savn og Længsel.
— Troer Du ikke, kjære Otto, at vi engang, naar vi ere hisset hos Gud, med en lignende lykkelig Følelse ville tænke tilbage paa de mørke, savnfulde Dage, vi tilbragte heri Verden? Jeg er vis derpaa. Vi ville komme til at velsigne dem, saafremt vi taalmodig holdt dem ud og bevarede Haabet. Thi først ved Mindet om dem vil Lyksaligheden faa sin rette unævnelige Fylde. —
