Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/287

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

273

Meget savnes. Men jeg veed, at hisset bag Bjerget ligger et Paradiis og venter paa mig. Kun nogle Dage og Timer, saa er jeg der.

— Det er et sandt Billede af Livet, er det ikke, Otto? Denne Verden maa vel ofte forekomme os at være et øde og fattigt Sted, fuldt af Savn. Men dog kunne vi være kraftige og glade. Thi vi vide, at hiinsides Bjerget, som vi have for os, ligger et Elysium, der venter paa os som vort rette Fædreland, hvor der er beredt os Sted i en Faders Huus, ved en Broders Hjerte, hvor Man længes inderlig efter os. Der er kun et Bjerg mellem os og disse lyksalige Egne; det er Korsfæstelsens Bjerg. Derover gaaer Vejen, saa ere vi hjemme, saa ere vi lykkelige. —


Et Par Dage senere udhvilede vi os i en henrivende Villa, som laa paa en i Lago maggiore vidt fremspringende Pynt. Lili sad hos mig i den luftige Søjlehal, mod hvis Grundvold Bølgerne sagte skvulpede, og hvorfra vi havde en Udsigt af ubeskrivelig Skjønhed, ud over Søen til de i samme ligesom flydende Øer, og de forklarede Kyster hiinsides, hvorover Bjergene hævede sig, den ene Række over den anden, ligesom forsvindende fra Verden. De højeste og fjerneste Bjergtoppe og Komme vare ligesom glindsende hvide Skyer, der vare i Begreb med at svømme bort eller opløse sig under den azurblaa Himmel.

Nylig havde vi været midt i Vinteren; nu havde,