277
XVI.
— Deres Orm døer ikke, deres Ild udslukkes ikke. — Kan Du see, jeg husker endnu Noget af min christelige Børnelærdom? — Det er frygtelige Ord; men hvor frygtelige de ere i deres simple Sandhed, det bliver En først rigtig klart heri Helvede. Ormen, det er naturligviis Naget, som i de onde Minder bestandig finder Næring; Ilden, det er naturligviis de kjødelige Lyster, for hvilke ingensomhelst Næring mere er at finde.
Om den nagende Orm har jeg paa disse Blade ofte fundet Lejlighed til at tale; om den uudslukkelige Ild derimod har jeg kun talt Lidet. Spørger Du, hvorfor, da maa Du nøjes med følgende Forklaring. — Om Kjødets Lyster heri Helvede lader sig overhovedet ikke vel tale; det er altfor modbydeligt, for ikke at sige, unaturligt. Det Mindste er, at Man inderlig væmmes ved sig selv. Man føler sig tilintetgjort disse Lyster og Lidenskaber, som ere saa aldeles magtesløse, der ligesom ere ganske afklædte, ikke indtil Skindet, ikke heller indtil Benene, men lige indtil Hjerteroden. Du vil udentvivl
