Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/292

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

278

forstaa mig, naar jeg simpelthen siger: Kjødelige Lyster uden Kjød, det maa naturligviis blive en Helvedes Pine. En Ild er det, en uudslukkelig Ild. Uudslukkelig netop, fordi den er uden Stof. Var den afhængig af Stoffet, maatte den engang udslukkes; thi intet Stof er jo evigt.

Hvad skal jeg sige mere uden at komme selve Tingen for nær? Vi have heri Helvede intet Legeme; men det er os livagtig, som om vi endnu havde et. Det er det Forfærdelige. Dette Legeme, som sletikke er til mere, fordrer en uophørlig Pleje af os og en uophørlig Pirring, nu af denne, nu af hiin Art. Det vil svælge i sine vante Nydelser og Vellyster. Det kræver ind, som tidligere, uden at slaa det Mindste af, og det er til den arme, fortabte Sjæl, at dette Krav gjøres, et Krav, som den i ingensomhelst Henseende eller Grad formaaer at tilfredstille. Men der bliver ingen Vægring tagen for gyldig. I Verden var det Legemet, der brændte i Begjærligheds Brynde. Men her er Legemet ikke mere; det er lovlig undskyldt. — Her maa følgelig Sjælen brænde.


Gamle Folk sige — ja, det forstaaer sig af sig selv, at vi heri Helvede have meget gamle Folk. Tusinde — to — tretusinde Aar efter jordisk Kalender ere ikke nogen overordentlig høj Alder. Der gives Folk, som have levet under Sardanapel, Cyrus, Alexander; der gives dem, der have levet sammen med Sokrates, Cicero, Horats, Seneca &c. Ja, maaskee ere nogle af