279
disse Personer selv tilstede. Jeg har gjort mig til Regel, Ingen at stille blot. Der gives dem, der kunne fortælle om Ninives Fald, Trojas Erobring, Jerusalems Forstyrrelse, der have kiget Stjerner med Chaldæerne, vogtet Hjorder sammen med Abraham, været med ved Opførelsen af Pyramiderne. Ja, der gives dem, der endog ere ældre end Syndfloden. Her, indseer Du vel, kan Man altsaa rigtig studere Historie, lige fra Kilderne. Men her er desværre Alting unyttigt og uden Interesse; Man studerer altsaa ikke. Hvad mig selv angaaer, er der kun een Samtidighed, som tiltrækker og beskjæftiger mig: Jeg føler en inderlig Begjær efter at træffe Nogen, som har levet sammen med Guds Søn, Frelseren. Men det er bestandig frugtesløst. Vistnok gives der Folk nok, og de have Meget at fortælle; men alle fortælle de, at jeg saa maa sige, udenom ham. Eller det er kun en falsk Messias, der kommer frem: Oprøreren, Folkeforføreren, Misdæderen. Der er i alle disse ofte brede Fortællinger ikke et Gran af højere Sandhed, og det er derefter, min Sjæl vansmægter. Er det ikke fortvivlende?
Men jeg kom ganske bort fra hvad jeg egentlig vilde omtale. — Gamle Folk sige, at det er paafaldende, som Atmosfæren, navnlig i den sidste Tid, har fortættet sig heri Helvede. Vi have ingen Kvalmemaaler; men det skal i intet Tilfælde være for meget sagt, at Kvalmen i Løbet af omtrent et Aarhundrede er tagen til med halvtredsindstyve Procent. Det er en sørgelig
