Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/294

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

280

Udsigt, skal det saaledes blive ved at stige. Denne Følelse af Vammelhed, som aldrig aflader, er os en ubeskrivelig Kval. Det er os bestandig, som om vi skulde kaste op. Men det er naturligviis kun en Følelse; thi skulde det være Mere, maatte vi kaste os selv op, og det er jo Nonsens.

At Vrøvlet bestandig tog til, det mærkede jeg vistnok allerede i Verden. Kloge Folk, som jeg talte med derom, angave som Grund, at Folk bleve mere og mere oplyste. Ikke sandt, en ganske mærkelig Forklaring? Men at Vrøvlet tog til i den Grad, derom havde jeg rigtignok ikke nogen Forestilling. Bestandig i Tiltagende, — det er ogsaa kun en sørgelig Udsigt for Verden. Vistnok, uden Vrøvl kan Verden ikke bestaa; til en vis ubestemmelig Grad finder Verden ogsaa Behag i Vrøvlet; mangfoldige Menneskers Liv gaaer jo op i lutter Vrøvl. Men det maa dog tilsidst blive for meget. Det truer med en ny Syndflod; Verden synes engang aandelig at skulle gaa under i Vrøvlet. Man behøver kun at gaa tilbage til sine Bedsteforældres Tid; hvor simpelt var ikke sammenlignelsesviis Livet dengang? Man sagde ligefrem sin Mening, blev forstaaet, og dermed Punktum. Men fra det ene Aarti til det andet bliver det bestandig kunstigere og mere indviklet. Snørliv og Registre trænge sig ind overalt for at modalisere Vrøvlet. Større og større bliver Tiden i allehaande Opfindelser, men størst dog i Opfindelsen af de utænkeligste Omsvøb. Sprogene beriges i det Uendelige med nye