Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/296

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

282

og Historien, forat det Evige maa gaa op for dem liig en Sol, og bryde sine Tusinder af Straaler i deres Indre? Gjør Man dem bekjendte med hvad der er stort, skjønt og ædelt i Tilværelsen, forat de maa blive sig menneskelig og kvindelig bevidste? Lærer Man dem fremfor Alt Sandhed og Kjærlighed, og at føle sig i Gud, deres Skaber, Frelser og Herre?

Nej, derpaa tænker Man ikke. Ved Dannelse forstaaer Man, at lade dem stave og stavre sig gjennem to, tre fremmede Sprog, som de kun sjelden lære til nogen Nytte. Til Dannelse hører videre, at de kunne klimpre paa eet eller andet Instrument og opføre en mere eller mindre sønderrivende Musik. Til Dannelse hører fremdeles, at de kunne pluddre med om Alt, selv om de slet intet vide, og vise sig mere eller mindre emanciperede, som det hedder. Til Dannelse hører endelig, at de kunne klæde og føre sig efter Moden. Enhver Fald i deres Kjole er en Ting af Vigtighed; men Folderne i deres Hjerte bekymrer Man sig ikke om.

Kort sagt, Alt er lagt an paa Pjat, Skin og Forfængelighed, paa et Skin, som dog ikke engang er istand til at daare. Man behandler Pigerne som Dukker, og ikke som Mennesker; hvad Man kalder Opdragelse, Dannelse, er fra først til sidst kun Dukkevæsen. Arme, arme Kvinder! Det er næsten en værre Mishandling, end I maatte lide endog i de raaeste Tider. Dengang gik Man ud fra, at I ingen Sjæl havde. Det kunde Man længe nok sige; I havde dog en Sjæl. Men nu