Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/297

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

283

har Man taget Sjælen fra Eder; det er meget, meget værre! Sandelig, det er sletikke til at undre sig over, at Kvinderne, saaledes fra Barndommen af forfængeliggjorte, i bestandig større Mængde fare til Helvede.

I vore Forældres Tid var det endnu ganske anderledes. Da bleve Kvinderne simpelthen opdragne til deres huuslige Pligter; deres øvrige Dannelse indskrænkede sig for det Meste til at forstaa Katechismus. Det var dog Noget, og ikke saa lidt endda. Kvinderne havde dengang dog en Bevidsthed og en Bestemmelse. Af et fromt eenfoldigt Hjerte følte de sig i Gud, og fandt deres Glæde og Stolthed i at opfylde et indskrænket Livs Pligter. Men nu — hvad er Pligt? Een af de klareste Forestillinger, Nutidskvinden har derom, er den, at det er noget meget kjedeligt. Og hvad er at leve? — Det er at pjatte, fjase, klimpre, pynte sig gjennem Verden, faa sig en Mand, nogle søde smaa Børn, som først silde blive store, at gjøre Huus, at blive fejret, at være uforlignelig, om muligt, indtil det Sidste, og saa — Eet mangler endnu; men det lader Man ude af Agt — saa opvaagne i Helvedes Pine!

Isandhed, kjære Mennesker, det er nogle Helvedes Dannelsesanstalter, I have i Verden. Med de mandlige er det galt; men med de kvindelige er det hundrede Gange værre.


Forleden drev jeg om i Nærheden af Helvedes Porte. Lad Dig ikke lede vild af Navnet! Det er na-