284
turligviis ikke de ægte Helvedes Porte, som byde Gud og al hans Naade Trods. De findes meget dybere, og tilhøre et langt frygteligere Rige end de Dødes Rige. Jeg mener herved naturligviis kun den befæstede Indgang til Pinestedet.
Jeg kalder det den befæstede Indgang; thi, endskjøndt Portene staa vidt aabne, og der ingen Skildvagter findes, er det aldrig lykkedes Nogen, ifølge vilkaarlig Hu at slippe ud derigjennem. Nødtvungen, det bliver en anden Sag; men det er da ikke for det Bedste. Jeg veed ikke bestemt, om jeg egentlig prøvede derpaa; men vist er det, hver Gang jeg kom til en vis usynlig Grændselinie, fornam jeg i mig et myndigt: — Hertil og ikke videre! — og maatte vige tilbage.
Ud kommer Ingen, at sige, uden Gjenfærdsprivilegium; det betyder det Samme som: med Tvangspas. Ind derimod kan der komme saa mange, som der vil. Jeg erindrer ikke længer bestemt, hvorledes Man regner i Verden. — Er det hver Minut, nej, det maa vel være hver Sekund, at en Sjæl farer heden? Nuvel, den største Deel drager ind ad disse Haabløshedens Porte. Vil Man see Helvede i hele dets nøgne Elendighed, maa Man her give Møde. Hiinsides Portene er der et uigjennemtrængeligt Taagemørke. Af dette Mørke træde uophørlig nye Skikkelser af Fortabte frem. Nej, de mylre frem, skareviis, enkeltviis, i det Uendelige. Alle ere de nøgne; der er ingen anden Forskjel imellem dem end den, som Kjøn og Alder betinge. Tiggeren og den
