291
Hvor rigt paa Nydelse er dog ikke, ret betragtet, det jordiske Liv! Her fra Helvede seer Man det med en frygtelig Klarhed. Og mit Liv, nu maa jeg tilstaa det, har været blandt de rigest begavede. Hvor mange lykkelige, jeg kunde fristes til at sige, lyksalige Øjeblikke har jeg ikke oplevet!
Ikke saa sjelden lyder en Klokke i mit Øre. Det ringer og ringer; til mit Inderste trænger den vibrerende Lyd. Det er Aftenklokken, som jeg saa ofte med søde Fornemmelser hørte i Verden. Ved den første Lyd udfolder sig strax en landlig Scene for mit indre Blik, med hele det Trylleri, som alene Erindringen kan give Tingene. Enten er det hjemme, imellem rige Kornmarker, ved Skov og Sø, eller ude, imellem høje Bjerge, som forklarede hæve deres Toppe i Aftenglandsen. Solen er lige gaaet ned; men den har efterladt en Glød, som stedse flammer højere ivejret i Purpur og Guld. Det er efterhaanden blevet stille; Alnaturen synker dybere og dybere hen i en hellig Fred. At det er en hellig Fred, det tilkjendegiver Aftenklokken, som lyder fra Landsbykirken. Dagværket er endt; Alt bereder sig til Hvile. De, som i Kjærlighed høre sammen, ville snart være samlede. I Hytten sanker Moderen sine Børn omkring sig, og med hverandre vente de Huusfaderen. Naar saa han er kommen, tillukkes Døren; al Livets Møje, Strid og Splid lades ude. Maaskee bliver en lille Sorg indenfor; men den hjemfalder Kjærligheden. Den tjener
