17
en stærk Mistanke om, at der slet ingen Dag er. Og det kan da i Grunden ogsaa være ligegyldigt. — Du er nok en Fremmed herpaa Stedet? —
Nu var Turen til mig at sukke, idet jeg svarede: — Jeg døde for ikke længe siden. —
— Paa naturlig Maade? — spurgte Skikkelsen videre.
— Ja, naturligviis. —
Dette Udtryk syntes at smage Aanden ilde. Den gjorde nogle afskyelige Grimacer, og taug en Stund stille.
Jeg for min Deel følte mig ikke oplagt til at fortsætte Samtalen; men Skikkelsen begyndte paany.
— Det er rigtignok elendigt, at gaa saaledes med Livet i Hænderne, som jeg gjør, maa Du tro. Aldrig Ro, bestandig paa Flugten! Alle, alle ere opsatte paa at tage mit Liv. Du er heller ikke ganske fri derfor, kan jeg see paa dine Øjne. Men endnu er Du for betuttet i Dig selv til at have rigtig ondt isinde. — Seer Du denne Reebende? Alt beroer paa, at ikke Nogen faaer fat i den. Derfor slipper jeg den aldrig ud af Haanden. Fik Nogen fat i den — snup, saa vilde jeg være klynget op. —
Aanden gjorde en længere Pause, og vedblev derpaa. — Igrunden er det Indbildning og Dumhed altsammen; det veed jeg godt, naar jeg rigtig kommer til mig selv. Ingen kan tage mit Liv, af den gode Grund, at Ingen kan tage, hvad der ikke er. Men jeg kan ikke
