Denne side er blevet korrekturlæst
18
gjøre ved det. Naar denne tossede Angst kommer over mig, maa jeg rende, som om jeg havde tusinde Liv at miste, og Helvede var fuldt af Manddrabere. —
Med et Suk sluttede Gjenfærdet sin Tale, løsnede Strikken om Halsen, og sank derpaa hen i stille Betragtninger.
Saaledes sad vi sammen, men kun en lille Stund. Uheldigviis eller heldigviis kom jeg til at gjøre en Bevægelse med Armen henimod min uhyggelige Staldbroder. Formodentlig troede han, at jeg vilde gribe efter Strikken, som han holdt i Hænderne, og som et Blink var han borte.
