19
II.
Jeg forblev, hvor jeg var, og snart havde Mørket ganske indhyllet mig. Snart — siger jeg! — O, jeg Daare! Hvad veed jeg af, enten det varede kort eller længe, inden Mørket blev fuldstændigt! Kun saa meget veed jeg, at det faldt paa med en stedse tiltagende Hastighed og Styrke. Og saaledes var det da endelig ganske mørkt. See, nu siger jeg: endelig, før sagde jeg: snart; det viser bedst, hvor lidt jeg er istand til at dømme om, hvor kort eller hvor længe.
Men hvilket Mørke! I, som leve paa Jorden, kunne intet Begreb gjøre Eder derom. Man siger i Verden: Mørket er saa tykt, at Man kan gribe det med Hænderne, at Man ligesom kan skjære det istykker. — Ak, denne Sammenligning forslaaer ikke heri Helvede. Mørket her er saa tykt og tungt, at det tynger paa En med en Vægt af Centner paa Centner i det Ubestemmelige. Det er En, som om Man sad tæt indmuret med Jern- eller Steenblokke af umaadelig Tyngde. Jeg siger med Flid med og ikke imellem; thi der synes ikke at være
