Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

20

den ringeste Plads til at røre sig. Klods paa fra alle Sider, og med en knugende, skjøndt ikke knusende Vægt. Nu forstod jeg, hvad hine Ord i Skriften have at betyde: det yderste Mørke. Noget Yderligere og paa samme Tid Inderligere kan der ikke gives, end dette frygtelige Mørke.

Der sad jeg altsaa, i det snevreste Fængsel, bævende af Kulde og af Angst, elendig og ynkelig over al Forestilling, jeg, som endnu for saa kort Tid siden havde seet den hele Verden aaben for mig, og havde svulmet af brutal Kraft. Jeg siger: af Kulde, men maa tilføje: med en fortærende Ild i mit Indre. — Deres Ild udslukkes ikke, og deres Orm døer ikke. — O, hvor skrækkelig sandt! Helvedes Pine bestaaer netop i denne Modsætning: i det Ydre Kulde, Graad og Tænders Gnidsel, i det Indre en fortærende Brand, en Tørke, hvorimod Tørken i Saharas Ørken maa være en Vederkvægelse. Og saa denne Angst, denne forfærdelige Angst! Det var een af de første Erfaringer, jeg gjorde i Helvede, og jeg gjorde den uden al Hjælp. Med det indbrydende Mørke falder Dødsangsten paa alle Helvedes Indvaanere. Eftersom Mørket tager til, voxer Angsten, og tilsidst er Man nærved at forgaa af Gru og Forfærdelse. Forgaa — ak, det synes kun saa! Man forgaaer naturligviis ikke, Man kan ikke forgaa. Det er ikke nogen virkelig Dødskamp; det er kun en aandelig Gjentagelse af Dødskampen. Hvor jamrer og vaander ikke den arme Sjæl sig! Hvor græder den ikke ind-