Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/315

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

301

længer. Det blev bestemt, at han skulde føre et stort Handelsskib, som hendes Broder ejede, og hun skulde følge med ham som hans Hustru.

Kun een Gang endnu maatte de skilles for saa aldrig at skilles mere. Han maatte besøge sin Familie og ordne sine Sager.

En Tid gik; Bryllupsdagen stundede til. Lykkelige Dag, der skulde krone alle hendes Forhaabninger, erstatte hende alle hendes Smerter! Brudedragten laa rede. Her seer Du Brudekrandsen. Kjender Du Myrthen? Den taaler kun at røres ved een Gang om Aaret, og hvert Aar falde et Par Blade af. Men den holder nok ud, saalænge der er Øjne til at see paa den med.

Saa kom der Brev. Paa sidste Station fra Staden var han vendt om, for aldrig at vende tilbage mere, Her er det ulyksalige Brev, plettet af hendes Taarer. Hvad kostede det hende ikke at besvare det!

Var han ond? Nej, blot letsindig. Han havde hildet sig i et Væv af letsindige Forpligtelser, hvoraf han ikke kunde rede sig ud, som kun lod sig sønderrive. Hans Onkel, hvis Arving han var bestemt til at blive, havde en Datter. Gud velsigne hende! Han havde bortgivet sin Tro til to Sider; Mændene kunne gjøre Sligt, og gjøre det ikke saa sjelden. Men kun til een Side kunde han holde den. Han opfyldte sin Pligt imod hende, der maaskee havde lidt mest ved ham, og som — — men derpaa er det ikke værdt at tænke. Nok