303
over Alle kom til at lee. Og hun var fuld af snurrige Indfald hele Dagen.
Men hine Ord: — Gud seer alle Ting — vendte ofte tilbage i min Erindring, endog i en modnere Alder. Det var dog mere det Forfærdelige end det Trøstelige deri, som havde gjort Indtryk paa mig. Saa forskjellig var jeg fra min gode, fromme Tante. Men snart kom den Tid, da det stod i min Magt at slaa hine frygtelig manende Ord hen ivejret. Og snart kom den Tid, da jeg krammede den ene Sommerfugl ihjel efter den anden uden at føle synderligt Samvittighedsnag derover.
Det er vistnok undertiden skeet, at Du tog det
overtvært og offrede en heel eller en halv Dag til
Gjennemsynet, Sorteringen og Tilintetgjørelsen af gamle
Breve og Papirer. Da lukkede Du din Dør af for at
have det rigtig uforstyrret; Du gjorde Dig det
mageligt, tændte din Cigar, og gav Dig ifærd med
Arbejdet.
Det var ikke noget svært Arbejde; men alligevel maa Du indrømme, at Du blev heed i Hovedet, at Du blot efter nogle Timers Forløb følte Dig i besynderlig Grad anstrengt og medtagen. Hvad var det, som saaledes ophidsede Dig, gjorde Dig urolig i Aanden og tog paa Kræfterne? Det var ikke Arbejdet; det var for Intet at regne. Nej, det var Erindringerne, som i hastig Følge strømmede ind paa Dig. Og dog var maaskee
