Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/327

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

313

en Smule. Altsaa kun et Skuespil søge I paa det hellige Sted. Det er ikke nogen heldig Retning, Eders Fromhed har taget. I bestorme Himlen, en moderne Slægt af Titaner; men det er kun en Theaterhimmel.

Men, apropos, Man klapper og piber dog vel ikke?

Paa den anden Side synes Sagen ikke mindre trolig. Allerede i min Tid var det Religiøse med pæne smaa Trin begyndt at betræde Brædderne. Jeg kjender mere end eet Stykke, hvis Idee er religiøs, hvis Pomp for en stor Deel er kirkelig. Og jeg kjender flere, som ere af reen bibelsk Natur. Det forstaaer sig, Emnet til disse sidste er taget af det gamle Testament. Men fra det gamle til det nye Testament er, som bekjendt, kun et Skridt, og dertil et Skridt, som Man ikke vel kan undgaa at gjøre, med mindre Man da er Jøde. Det skulde derfor ikke undre mig at erfare, at Man har opført Stykker, hvori Herren og hans tolv Apostle figurere. Johannis Aabenbaring maatte kunne give et ganske overordentligt Stof til storartede Scener og Tableauer. I den katholske Kirke er Man jo for længe siden kommen til den yderste Grændse af, hvad der i denne Retning lader sig yde, idet Man i største dramatiske Stiil opfører hele Lidelseshistorien. Noget Lignende skal efter Sigende finde Sted i den saakaldte Jødestad heri Helvede. Men der er det rigtignok en ganske anden Sag; det gaaer ikke for sig hverken til Lyst eller Opbyggelse. Men for Øjeblikket Nok herom!