Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/340

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

326

Himmerige; men jeg, Faderen til disse Børn, var i Helvede!

Saa gik jeg da videre, den Vej, jeg saa ofte var gaaet, til mit Sovekammer med Brudesengen. Det er det Værelse, som er aflaaset, og aldrig betrædes af Nogen. Jeg tøvede, overvældet af ukjendte Følelser, inden jeg overskred Dortærskelen. Jeg skulde gjensee hende, hende!

Jeg saae hende igjen, — hvilende i en Mands Arme; og denne Mand var min forrige Medbejler, Greven af Tournailles. I første Øjeblik var jeg som lammet ved dette vanhellige Syn. Dejlig som altid laa hun, med halv blottet Barm, i hans Arme. Unævnelige Kval! Jeg, jeg, hvem hun havde svoret en evig Troskab, var ikke alene glemt, men forraadt. Hvor falsk var ikke denne smukke Barm! — Ulykkelige, har Du glemt dine Eder, eller mener Du maaskee saaledes at hædre mit Minde? —

I afmægtigt Raseri knyttede jeg Hænderne og bed de klapprende Tænder sammen. Hvad kunde jeg gjøre? Jeg vilde dog i det Mindste vække hende. Jeg udstrakte min Arm, videre og videre, over hele Sengens Længde, og lagde min Haand paa hendes nøgne Skulder. Hun foer ivejret ved den iiskolde Berørelse; hun saae mig, — jeg maa have været frygtelig at see — udstødte et hvinende Skrig, og faldt i Afmagt.

Min Harme kjendte ingen Grændser. Fra den samme Time forfulgte jeg hende, hvor hun gik og stod;