Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/341

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

327

naar hun allermindst ventede det, maatte hun føle min kolde Haand. Men for Øjne fik hun mig aldrig mere. Desto rædsommere, troer jeg, var hende min Nærværelse. Det var især om Natten, at jeg vogtede paa hende; aldrig fik hun nogen Nat mere Ro til at hvile i hans Arme. Min kolde Haand laa imellem dem. De bleve Dag for Dag blegere og tæredes hen; tilsidst kunde de ikke udholde det længer, men bleve enige om at skilles. Hun gik i Kloster. Fra denne Tid maatte jeg lade hende i Fred. I Klosteret fødte hun en Søn; han blev Stamfader til den nye Slægt paa Borgen Roux.

Mine egne Børn døde. Det var den sidste store Smerte, jeg hentede mig oppe i Verden. Men den ligesom vendte mit Sind; jeg følte et Slags Ruelse. Maaskee havde jeg dog været for haard imod hende. En død Mand er ingen Mand, og har Intet mere at fordre. Hun derimod var en ung, endnu livsvarm Kvinde; Naturen og Verden havde endnu Alt at fordre af hende. Jeg underkastede mig da et Slags Bod, idet jeg for mig selv aflagde det ubrødelige Løfte, at ville vaage over Cyrillas Søn af det nye Ægteskab, og over hans Slægt gjennem alle Tider. Derfra skriver sig den kolde Haand paa Borgen Roux. Jeg har' en ufejlbar Følelse af, naar Nogen af Familien er i Begreb med at gjøre et uheldigt Skridt, fatte en ulykkelig Beslutning. Saa har jeg ingen Ro længer heri Helvede, men maa tilbage til Jorden. Og i det afgjørende Øjeblik lægger jeg mig imellem. Paa faa