Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/347

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

333

Øjeblikket vare tilfredstillede, bøjede vi ind i de halvmørke Arcader, som strække sig igjennem det mægtige palozzo degli Uffizii. Her kom Samtalen, den jævne, fortrolige Samtale, atter igang. Fortryllelsen var løst; men vi vare fulde af dens Virkninger. Vi havde saa meget at sige hinanden. Ja, hvor fortrolig og inderlig! Hendes Arm hvilede i min, saa fast og trygt; der var et Udtryk af Hengivelse i hele hendes Væsen, som henrykkede mig. Jeg ikke alene opfangede den mindste Rørelse hos hende, men troede endog at fornemme hendes Hjertes Slag. Og hvor det var sødt at vejlede hende til at forstaa, hvad hun havde seet, at vække nye Følelser i dette unge, friske og saa rene Hjerte!

Naar det saa blev silde, gik vi tilbage over Domkirkepladsen. Her var stille, og ikke stærkere oplyst, end at Maaneskinnet kunde udøve sit naturlige Herredømme. Maria del fiore, det er denne Kirkes Navn. Isandhed, den fortjener det. Florents betyder: den blomstrende; men Domkirken er Blomsten, i alt Fald Hjerteblomsten, af Florents' Herlighed. Hundrede og tresindstyve Aar var den om at voxe frem af Jorden; men saa stod den ogsaa i en hidtil ukjendt Storhed og Pragt. Med sin Kuppel behersker den ikke alene den hele Stad, men den hele blomstrende Dal. Tætved hæver sig det slanke Klokketaarn, beklædt med kosteligt Billedværk, til en Højde af henved tre hundrede Fod. Ikke langt derfra det ældgamle Døbekapel med sine tre vidunderlige Broncedøre, af hvilke Michel Angelo sagde