335
mig ved saadan Tale! Jeg er jo kun et stakkels Barn imod Dig. —
— Ja, Lili, netop deri ligger det, at Du føler med et Barnehjerte. Er det ikke ogsaa en gammel, hellig Sandhed, at af Barnets Mund skal Sandhed høres? — Min Lili, vil Du besvare mig et Spørgsmaal? Dig vil det maaskee falde let at besvare, hvad der er og har været en Gaade for Millioner. — Hvad vil det sige, at være en Christen? —
Der opstod en Pause; Lili var tankefuld bleven staaende. Endelig opløftede hun Hovedet og sagde:
— Kjære Otto, at være en Christen, hvad skulde det vel betyde Andet end at have Christus i sig? —
Det stak mig i Hjertet. Hvor ofte havde jeg ikke fornummet, at jeg havde Djævelen i mig, eller i det Mindste en Dæmon!
— Ja, saaledes er det og ikke anderledes, — saa simpelt og dog saa stort! — vedblev Lili hen for sig selv i stille Henrykkelse: — Han er min Hu; udenfor ham veed jeg ikke af mig selv at sige. Han er mit Væsen; udaf ham tænker, føler, handler jeg. Han er mit Liv; i ham røres, lever og er jeg. — Og hun tilføjede sagte: — O, Du min Frelser, giv mig saaledes at bekjende Dig indtil mit Livs Ende! —
Tause gik vi videre med hinanden. Jeg følte mig inderlig nedtrykt, men paa samme Tid opløftet ved Siden af dette Barn. En Kvinde var hun i Skikkelse, fuld, skjøn, henrivende yndig. Men i Tanke, Idræt
