Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/349

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

335

mig ved saadan Tale! Jeg er jo kun et stakkels Barn imod Dig. —

— Ja, Lili, netop deri ligger det, at Du føler med et Barnehjerte. Er det ikke ogsaa en gammel, hellig Sandhed, at af Barnets Mund skal Sandhed høres? — Min Lili, vil Du besvare mig et Spørgsmaal? Dig vil det maaskee falde let at besvare, hvad der er og har været en Gaade for Millioner. — Hvad vil det sige, at være en Christen? —

Der opstod en Pause; Lili var tankefuld bleven staaende. Endelig opløftede hun Hovedet og sagde:

— Kjære Otto, at være en Christen, hvad skulde det vel betyde Andet end at have Christus i sig? —

Det stak mig i Hjertet. Hvor ofte havde jeg ikke fornummet, at jeg havde Djævelen i mig, eller i det Mindste en Dæmon!

— Ja, saaledes er det og ikke anderledes, — saa simpelt og dog saa stort! — vedblev Lili hen for sig selv i stille Henrykkelse: — Han er min Hu; udenfor ham veed jeg ikke af mig selv at sige. Han er mit Væsen; udaf ham tænker, føler, handler jeg. Han er mit Liv; i ham røres, lever og er jeg. — Og hun tilføjede sagte: — O, Du min Frelser, giv mig saaledes at bekjende Dig indtil mit Livs Ende! —

Tause gik vi videre med hinanden. Jeg følte mig inderlig nedtrykt, men paa samme Tid opløftet ved Siden af dette Barn. En Kvinde var hun i Skikkelse, fuld, skjøn, henrivende yndig. Men i Tanke, Idræt