336
og Følelse var hun endnu kun et fromt, uskyldigt Barn. Og, forunderligt, saa sandselig jeg end var, saa meget jeg end saae paa Skjønheden, var det dog især Barnet i hende, der tog mig fangen og beherskede mig.
Mine egne Barndomsminder strømmede ind paa mig; mit Hjerte blev fuldt, saa ubeskrivelig fuldt. Taaren var lige ved at træde mig frem i Øjet. Een Tanke blev tilsidst eneraadende: — Hun er den Engel, som skal føre Dig tilbage til Gud. —
— Men — brød Lili efter et længere Ophold atter Tausheden: — det er egentlig Noget, som alene kan føles, ikke udtales. Mener Du ikke det Samme, Otto? —
Jeg havde ondt ved at svare hende. Hvad jeg svarede, veed jeg ikke.
Hendes Arm bævede i min; med et Ryk stode vi stille, netop under et lille, af en Lampe oplyst Mariabillede.
— Jeg maa see Dig i Ansigtet; — sagde hun: — det var mig livagtig, som om en Fremmed talte til mig. — Nej, det er dog Dig selv; Du er den Samme som altid. —
Og hun lo over sig selv, over sin taabelige Forskrækkelse, som hun sagde.
Denne Latter, der altid klang som Musik i mit Øre, løste Fortryllelsen imellem os. Alle Nag og onde Anelser forsvandt ligesom Skygger, idet Lyset fra hendes
