Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/350

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

336

og Følelse var hun endnu kun et fromt, uskyldigt Barn. Og, forunderligt, saa sandselig jeg end var, saa meget jeg end saae paa Skjønheden, var det dog især Barnet i hende, der tog mig fangen og beherskede mig.

Mine egne Barndomsminder strømmede ind paa mig; mit Hjerte blev fuldt, saa ubeskrivelig fuldt. Taaren var lige ved at træde mig frem i Øjet. Een Tanke blev tilsidst eneraadende: — Hun er den Engel, som skal føre Dig tilbage til Gud. —

— Men — brød Lili efter et længere Ophold atter Tausheden: — det er egentlig Noget, som alene kan føles, ikke udtales. Mener Du ikke det Samme, Otto? —

Jeg havde ondt ved at svare hende. Hvad jeg svarede, veed jeg ikke.

Hendes Arm bævede i min; med et Ryk stode vi stille, netop under et lille, af en Lampe oplyst Mariabillede.

— Jeg maa see Dig i Ansigtet; — sagde hun: — det var mig livagtig, som om en Fremmed talte til mig. — Nej, det er dog Dig selv; Du er den Samme som altid. —

Og hun lo over sig selv, over sin taabelige Forskrækkelse, som hun sagde.

Denne Latter, der altid klang som Musik i mit Øre, løste Fortryllelsen imellem os. Alle Nag og onde Anelser forsvandt ligesom Skygger, idet Lyset fra hendes