Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/351

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

337

Øje og Glandsen fra hendes Aasyn faldt mig ind i Sjælen.

— Og Du er ogsaa den Samme som altid, — udbrød jeg, idet jeg drog hende tæt ind til mig: — min egen, eneste Lili, i Liv og Død min søde, fromme Veninde! —


Jeg har mødt hende igjen, — jeg har mødt Anna! — Hun sad afsides, optagen af en underlig Beskjæftigelse. Hun pillede Siv og Muslingskaller og lignende Smaadele ud af sine Klæder og sit lange, tykke Haar. Det lette Klædebon var gledet hende nedover Skuldrene. O Rædsel! Jeg var nær nok til at see et Brændemærke paa den hvide Skulder! Det var rødt som Blod, og som en Blodskyld faldt det tilbage paa min Sjæl.

Jeg kunde ligesom læse i hendes Hjerte. Skam og Nag med Fortvivlelse boede derinde. Men angaaende hendes Livshistorie var der i Hjertet Intet at læse; den var skreven i hendes nedværdigede, engang saa smukke Ansigtstræk. Og Brændemærket paa hendes Skulder sluttede Historien. Hun havde fra Begyndelsen ikke havt anden Brøde end sin varme, inderlige Kjærlighed. Til Tak for den havde jeg nedstødt hende i Fordærvelsen, uden videre at bekymre mig om hende. Hun var gaaet under, fra Elendighed til Elendighed, fra Forbrydelse til Forbrydelse, indtil hun sandt Fortvivlelsens Død og det sidste Dyb i Bølgerne. O, hvor det beed og sved i mit Indre!