338
Jeg betragtede hende længe og uforstyrret; jeg kunde ikke løsrive Blikket fra hendes Træk. Jeg var i Beskuelsen ligesom spændt paa Pinebænken; ja, det var værre, jeg laa ligesom paa Stejle og Hjul. Men pludselig foer det igjennem mig; jeg blev saa heed som en Brand og saa kold som et Stykke Iis. En skrækkelig Forestilling havde grebet mig. — Hvem mindede disse Træk mig om? Var det ikke en paafaldende, slaaende Lighed? Der kunde ikke være nogen Tvivl mere. Martin lignede Anna saa fuldkommen, som en Søn kan ligne sin Moder! Og, dersom der endnu behøvedes nogen Bekræftelse, havde ikke Martins Moder hørt til en elendig Gjøglertrop, og havde Man ikke fundet hendes Liig i Mosen? Og nu dertil Martins Hemmelighed, den store Hemmelighed, som skulde bringe Alt paa det Rene imellem os! O, hvorledes kunde jeg vel tvivle?
Martin var altsaa min og hendes Søn. Jeg var ikke alene bleven hende til Fordærvelse, men ogsaa mit eget Barn. Nu var det mig klart, hvorfor jeg paa slig uforklarlig Maade havde følt mig tiltrukken af Drengen, hvorfor jeg havde troet at gjenfinde mig selv i ham, hvorfor jeg havde elsket ham uagtet al hans Vanart og Trods. Hans Vanart! — Lad mig være retfærdig! Det var ikke Andet end min Vanart; han lærte jo Alting af mig. Vistnok var der en ulykkelig, for ikke at sige, ond Natur i ham; men denne onde Natur, det var jo ogsaa min Natur. Gud havde straffet
