341
yndigste Hang. Men det stod ivejen for Udsigten, og Dommen var derfor bleven afsagt: — Fældes og slaaes i Favn! —
— Ja, naturligviis. — svarede jeg.
Men Manden blev staaende; han havde aabenbart endnu Noget paa Hjertet. Efter at have trykket sig lidt, vedblev han, halv forknyt og halv dristig:
— Men den gamle Severin vil tage sig det gruelig nær, hvis dette Træ bliver fældet. Han har saa stor Glæde deraf. —
— Hvem er den gamle Severin? —
— Det er en ældgammel Mand, som boer i Huset der ligeved. Jeg troer, han er nær de Hundrede. Han ligger næsten hele Aaret rundt. Men i den varmeste Sommertid lister han sig op og lader sig lede ud under Træet. Der har jeg seet ham hver Sommer, saa langt jeg kan huske tilbage. Derfor kaldes ogsaa Træet gamle Severins Træ, og Folk vilde vist synes meget ilde derom, hvis det blev fældet. —
Der var uheldigviis Noget i Mandens Ord og Mine, som ikke behagede mig, noget vist Pukkende, som skadede Sagen. Jeg havde ikke Æren af gamle Severins Bekjendtskab, og brød mig ikke om at gjøre det paa denne Maade. Imidlertid, — Træet vilde dog udentvivl være blevet skaanet, hvis ikke Mennesket i det afgjørende Øjeblik havde tilføjet:
— Synes saa ikke Deres Velbaarenhed, at vi skulde lade Træet blive staaende? —
