342
Der var noget Tirrende i denne Yttring, navnlig i Ordet vi. Jeg kunde ikke finde mig i at blive slaaet sammen i Pluralis med denne Karl fra Mistbænken. Altsaa svarede jeg rask:
— Lad Træet bære Navn efter hvem det vil, det er mit, og det skal hugges om. Ingen Snak mere derom! —
Og Træet blev hugget om. Udsigten fik jeg; men den holdt ikke, hvad den havde lovet. Huset maatte ogsaa have været om; men det var i Virkeligheden gamle Severins.
Henad Sommeren indtraf pludselig gamle Severins Dødsfald. En Middagsstund fandt Man ham staaende paa Hovedet i et Vandhul udenfor Huset. Opvartersken havde neppe været en Time borte fra ham; i dette Mellemrum var Ulykken skeet.
Ja, Ulykken; derpaa lød det retslige Skjøn: af Vanvare druknet. — Manden var tre og halvfemsindstyve Aar og gik stærkt i Barndom; om et Selvmord kunde der følgelig ikke retvel blive Tale.
Men det menige Folk dømte anderledes. Der ymtedes Mangehaande, som lød ganske timelig, og sletikke var behageligt at høre. — Med Flid havde Man holdt skjult for den Gamle, at hans Træ var blevet fældet, og snakket ham fra det, saa ofte han havde yttret Lyst til at staa op. Alligevel havde han paa een eller anden Maade faaet Nys derom. Fra nu af forlangte han aldrig mere at komme op og ud i Luften. Men
