Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/359

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

345

mange, mange Træer foruden dette Bøgetræ. Ikke af Ondskab — Verden havde Ret, naar den kaldte mig et godlidende Menneske — men kun af Modvillie, Kaadhed, Letsindighed. Naar der kom mig Noget ivejen, maatte det naturligviis ryddes tilside, og jeg gik min Vej, uden at tænke videre derover.

Jeg er i denne Henseende en Typus for Menneskeslægten i det Hele. Hvor meget Ondt gjøre ikke Menneskene, hvor mange Sorger og Smerter forvolde de ikke hverandre, uden egentlig at mene noget Ondt dermed, af Tankeløshed, Uagtsomhed, hvorfor der kun ligger en lille Smule Egenkjærlighed til Grund! Udentvivl har Du ofte seet en Laps gaa henad Vejen og med sin lette Stok kappe Hovedet af Blomsterne, som hans Blik falder paa. Det maa indrømmes, det er ikke af Ondskab, han gjør det; han tænker og føler overhovedet sletintet derved. Men disse stakkels Blomster, som saaledes staa ham ivejen, fryde sig dog ogsaa ved Livet, som det er dem beskjæret, og ere til Fryd for utallige Sjæle paa den samme Vej. Du tager mig det dog ikke ilde op? Du maa gjerne sige, at jeg er denne Laps. Jeg har virkelig været det. Men efter denne Indrømmelse maa det staa mig frit at erklære, at Verden er fuld af saadanne tankeløse, egenkjærlige Lapse, baade kvindelige og mandlige. De agte vistnok Glæden højt, det vil sige, egen Glæde; med Andres Glæde derimod omgaaes de paa den uagtsomste, letfærdigste Maade. Vil Du vide med eet Ord, hvori Fejlen ligger, den store Fejl? Den