346
ligger i Mangel paa Selvfornægtelse. Denne Dyd, Grundlaget for alle andre Dyder, kan blot Een lære Sjælene, nemlig han, som fornægtede sig selv indtil Døden paa Korset.
Men Selvfornægtelse lærer den store Hob aldrig. Vee den, som ikke adskiller sig fra den store Hob! Han lader Træer og Blomster segne, hvor han kommer frem. og agter ikke derpaa. Men engang vil det komme ham altsammen tilbage i Erindringen, med frygtelig Anklage, med brændende Nag og Pine. Det er kun Smaating i Syndens Register; det er sandt. Men, hvis ikke en frelsende Haand lægger sig imellem, ville disse Smaating blive hans Fordærvelse, selv om han ellers ikke vidste af nogen Synd at sige. — O, min Ven, see Dig for, medens det er Dag! — Natten kommer!
Min Moder var tilvisse en ganske mærkelig, ja,
jeg maa vel snarere sige, en udmærket Kone. Jeg troer
ikke, at hun nogensinde har talt et ondt Ord til mig.
Men hun havde en vis koldblodig Maade at gjøre sin
Villie gjældende paa, og fik det for det Meste med mig,
som hun vilde. Denne Sindets Ligevægt, denne
uforstyrrelige Koldblodighed havde jeg ikke arvet efter hende.
Jeg troer, at hun overhovedet aldrig i sit Liv har
trukket det korteste Straa. Aldrig forløb hun sig, altid
havde hun Ret, altid stod hun med Palmer i Hænderne.
Der var en vis uimodstaaelig Logik, mindre i hendes
Ord end i hendes Person og Væsen, som i enhver
