Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/361

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

347

Retning afspejlede det Rigtige og Passende. Der var en Vægt i denne hende selv bevidste og almindelig anerkjendte Fuldkommenhed, som knusende faldt over Enhver, der vovede at optræde imod hende. Dette var allertydeligst i hendes Forhold til min Fader, jeg fristes til at sige: min stakkels Fader. Stundom satte han vistnok sin Villie igjennem; men, saalænge han levede, fik han vist ikke een eneste Gang Ret imod hende.

Hvad Tante angaaer, saa var det naturligt, at min Moder med en vis Ynk saae ned paa hende. Vanskelig skulde Man have fundet et mere afgjort Modstykke til min Moder. Men denne Ynk medførte dog ingenlunde nogen nedværdigende Behandling. Ogsaa med Hensyn til hende var min Moder dadelfri, og havde Intet at bebrejde sig. Overhovedet, var min Moder ikke god, ond var hun aldrig mod Nogen.

Folk troede almindelig, at der maatte ligge en ganske særegen Hemmelighed til Grund for det besynderlige Forhold, hvori min Fader og Moder levede med hinanden. Jeg troer ikke, der var nogen saadan tilstede. Men de havde vistnok taget bitterlig fejl af hinanden. De vare heelt uforenelige Størrelser, og, skulde de leve med hinanden, kunde de vist ikke have gjort det paa anden Maade, end de gjorde.


En slem Tvang var det for mig, at jeg i Reglen om Søndagen maatte spise hos min Moder. Men værre var det, at jeg nu og da maatte finde mig i, først