381
var bleven et nyt Menneske, — vilde Lili have levet, levet med mig og gjort mig lykkelig! Er det ikke frygteligt?
Endnu i den allersidste Tid, da Dødsanelsen begyndte at gjennemiisne hende, ja mig og hende, vilde det ikke have været for silde; derom er jeg inderlig forvisset. Var jeg endnu dengang gaaet i mig selv, som en arm Synder givende Gud Æren, vilde Lili have levet. Døden vilde være vegen bort imellem os som en Natteskygge, efter at have gjort sin Gjerning, at skræmme Synderen op af hans Dvale. Gud selv vilde have lagt Lili frisk og varm i mine Arme, og et nyt, lyksaligt Liv vilde have ligget for mig.
Hun vilde have levet. Men det var altsammen forgjæves; Skorpen om mit Hjerte vilde ved intet Kjærlighedsmiddel briste. Hvad kunde hun da Andet end dø? Hun maatte jo dø; det var en moralsk Nødvendighed. Thi et Liv med mig vilde være blevet hende en Nedværdigelse, en afskyelig Profanation. I Verden vare alle Veje hende spærrede; hvor hun end vendte sig hen, maatte hun falde i mine Arme. Kun ad een Vej kunde hun fly og frelse sin rene Sjæl; det var Vejen udaf Verden, til Himmerige. Saa maatte hun vel dø. Og jeg er tvungen til at sige: — Vel hende, at hun gjorde det! —
Men det er med Fortvivlelsens Mod, at jeg siger det. Jeg kunde sønderrive mig selv, uden at faa det Had slukket, hvoraf jeg brænder til mig selv. — Saa
