Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/394

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

380

givet os en lykkelig Anelse om, at det endnu kunde blive anderledes, om vi blot selv vilde!

Men vi vilde ikke. Det er Sandheden. Hvad Gud i saadanne Øjeblikke gav og virkede i os, det var den store Deel. Kun en ringe Deel formaaede Djævelen. Men af Gud lade vi os ikke tage tilfange, saa stor en Kjærlighed, saa rige Velsignelser han end stræbte at hilde os i. Men, saasnart Djævelen blot fløjtede, vare vi rede til at fare afsted, følge og tjene ham!

Er det da noget Under, at vi nu ere i Helvedes Pine?


Jeg har endnu Noget at sige i denne Anledning. Men kan jeg sige det? Vil det ikke blive til idel Fortvivlelsens Skrig?

Den Forestilling gjorde sig i sin Tid hyppig gjældende hos mig, at Lili var mit Livs Engel, at Gud i sin Barmhjertighed havde sendt hende for at føre mig tilbage fra Fordærvelsens Bane. Denne Forestilling havde noget usigelig rørende for mig, og jeg lod det ikke mangle paa fromme Forsætter. Men Rørelsen kom aldrig til Gjennembrud; det blev aldrig til Alvor med min Omvendelse. Jeg vilde nok give Lili, men ikke Gud mit Hjerte.

Saa blev altsaa Lilis Mission forfængelig, og der var ingen Redning for mig.

Nu heri Helvede er jeg kommen til den Overbeviisning, at, havde jeg taget mod Guds Naade og